Gå til indhold
DALI
Væghøjtaler (par)

DALI RUBICON LCR

21.998,-par
Valnød

Produktet er ikke længere tilgængeligt i den valgte farve/variant

Varen indgår i system/pakke
Fladt, diskret og eksklusivt design lige til væggen. Superflot hi-fi-lyd. En utrolig alsidig kvalitetshøjttaler til både hjemmebio og musik. Sælges som par, kan købes enkeltvis i butikken
Læs mere om produktet

Læs mere:

Beskrivelse

DALI RUBICON LCR – flad væghøjttaler med suveræn lydkvalitet til både hjemmebio og musik

  • Perfekt til diskret vægplacering, f.eks. ved siden af TV (integreret vægbeslag)
  • Velegnet både som front, center og side/baghøjttaler
  • Særdeles neutralt, præcist og velopløst lydbillede både til musik og hjemmebio
  • Fyldig bas – behøver ikke nødvendigvis at kombineres med separat subwoofer
  • Eksklusiv finish i sort eller hvid højglanslak eller ægte træfiner

RUBICON LCR er en helt unik flad væghøjttaler, som fra en diskret vægplacering kan yde det utrolige både til hjemmebio og musik. På trods af de små dimensioner er lydbilledet forbløffende stort, dynamisk og velopløst med en bas, der giver illusionen af en langt større højttaler.

RUBICON LCR er oplagt at placere ved siden af dit TV. Bruger du stereoanlægget til TV-lyd, kan du få fremragende tokanals hi-fi-lyd både til musik og film. Og har du en fuld surround-hjemmebiograf, kan du bruge RUBICON LCR både til front-, center- og side/bagkanaler og opnå et storslået resultat, selv uden separat subwoofer. Dette skyldes ikke mindst den raffinerede basport på bagsiden, som udnytter vægplaceringen maksimalt.

Bestykningen er den samme som i den gulvstående RUBICON 5 med den forskel, at hybrid-diskantmodulet kan roteres, så den eksklusive bånddiskant yder optimalt ved vandret placering af højttaleren, dvs. ved brug som centerhøjttaler under dit TV eller lærred.

DALIs unikke Linear Drive-magnetsystem og minutiøs omhu helt ned i de mindste detaljer gør RUBICON LCR i stand til at levere en utrolig ren, velopløst og uforvrænget musikgengivelse, som kommer forbløffende tæt på den eksklusive EPICON high-end-serie, men til en langt mere overkommelig pris.

RUBICON LCR fås med finish i sort eller hvid højglanslak samt i ægte træfiner. Sælges som par, kan købes enkeltvis i butikken

RUBICON – high-end kvaliteter til prisbevidste entusiaster

RUBICON-serien er resultatet af et langt og benhårdt arbejde for at tvinge kvaliteterne fra DALIs kostbare EPICON-serie over i en ny serie for mere prisbevidste entusiaster. DALI har kombineret EPICON-landvindingerne med deres andre gennemprøvede teknologier og lavet et helt nyt produkt med nye, unikke løsninger. På denne måde kommer du forbløffende tæt på EPICON fuldblods-oplevelsen, men til en væsentlig lavere pris.

Linear Drive og SMC – et unikt magnetsystem

Bas/mellemtone-enhederne i RUBICON bygger på en ny og enklere udgave af DALIs revolutionerende og patentanmeldte "Linear Drive" magnetsystem, som blev udviklet til EPICON. Linear Drive omfatter både et unikt design af magnetmotoren og et nyt magnetmateriale, SMC (Soft Magnetic Compound).

SMC er baseret på presset jernpulver, og det er så lidt elektrisk ledende (1.000-10.000 gange mindre end jern), at der ikke opstår forvrængning som følge af hvirvelstrøm (ulineær, frekvensafhængig og hastighedsafhængig opbremsning) i spolens kerne. SMC har kort sagt lineære magnetiske egenskaber i hele frekvensområdet og eliminerer herved en lang række forvrængningsprodukter, som traditionelle magnetsystemer må slås med. Samtidig er det formbart og kan støbes i præcis den form, man måtte ønske.

I RUBICON har DALI kapslet SMC-polstykket ind i en opslidset og meget præcist kalibreret kobberkappe og herefter omgivet det med en meget kraftig ferritmagnet. En både enkel, genial og patentanmeldt konstruktion, som på flere punkter er næsten lige så lineær som den kostbare EPICON-version. Når du hører den krystalklare gengivelse af stemmer og instrumenter fra RUBICON, bliver det sat ekstra i relief, hvor meget forvrængning andre konstruktioner genererer i bas/mellemtone-området.

Ud over den ekstremt lave forvrængning medvirker Linear Drive også til at give højttalerenhederne en mere jævn og "forstærkervenlig" impedanskurve uden de dyk og fasevinkler, som kan gøre nogle konkurrerende produkter særdeles strømkrævende. Det betyder dels, at delefilteret arbejder meget mere ideelt, og dels at du får friere hænder i dit valg af forstærker. Du bør selvfølgelig stadig vælge en forstærker af høj kvalitet for at få det bedste ud af RUBICON, men det behøver ikke nødvendigvis at være et helt kraftværk.

Suveræne DALI-enheder endnu en gang

Bortset fra det lidt enklere magnetsystem bygger RUBICON bas/mellemtone-enhederne på samme teknologi som i EPICON. Det støbte aluminiumchassis er aerodynamisk udformet og tillader ekstreme membranbevægelser uden luftkompression. Samtidig giver den specielle blanding af træfiber og papir en meget stiv og letbevægelig membran uden resonansproblemer.

Luftens frie bevægelse og de meget letbevægelige kantophæng er to af grundpillerne i DALIs low-loss-princip, som giver dig en fremragende detaljering og respons ved alle lydstyrker og ved alle typer musik. En RUBICON-højttaler skal ikke "sparkes i gang" som mange andre højttalere – musikken flyder altid let og ubesværet, og det eftertragtede tredimensionelle lydbillede træder tydeligt frem i rummet, også selvom du bare spiller stilfærdig baggrundsmusik.

To diskanter i perfekt parløb

Hybrid-diskanten kombinerer dyderne fra dome- og båndprincippet, så du både får stor belastbarhed, stor horisontal spredning og en silkeblød og utrolig luftig diskantgengivelse, der kan spille lige op med de bedste elektrostat-konstruktioner.

Samspillet mellem dome og bånd stiller meget store krav til præcis tuning af systemet. Et kunststykke, som DALI er blevet mestre i gennem mange års arbejde med netop dette princip. RUBICON softdomen er af ekstremt høj kvalitet og udført i den helt rette geometri, som får enheden til at rulle smukt af opefter, så bånddiskanten umærkeligt kan overtage de allerhøjeste frekvenser og give den sidste afgørende luft i lydbilledet.

Softdomen er skabt til også at kunne fungere helt på egen hånd i RUBICON 2. Derfor er den skabt som en ultra-letvægts konstruktion, der rækker meget højt op i frekvens. En af måderne til at nå dette mål er brugen af kobberbeklædt aluminiumstråd til svingspolen i stedet for ren kobber. Denne ultralette svingspole arbejder i en meget kraftig ferrit-magnet, som holder alle bevægelser under jernhård kontrol.

Stift og resonansdødt kabinet med perfekt timing

RUBICON-kabinettet er særdeles solidt bygget. Det enkle og stilrene grunddesign er kraftigt inspireret af den populære MENTOR MENUET kompakthøjttaler, men både finish og tekniske løsninger er på et højere niveau. Alle flader er udført i MDF (Medium Density Fibre), og enhederne er skruet direkte ind i den 25 mm tykke frontbaffel. Finishen er i topklasse med valgmulighed mellem sort eller hvid højglanslak samt ægte træfinér (valnød eller rosentræ).

Indvendigt er kabinettet på RUBICON-gulvmodellerne opdelt i separate kamre, så der ikke opstår trykforskelle mellem enheder i samme volumen. Herved kan tuningen foretages individuelt for enhederne, uden at de påvirker hinanden. Det er også grunden til, at du finder flere basrefleksporte på bagsiden, én til hvert kammer.

Dæmpemateriale og afstivning er placeret præcis dér, hvor det gør mest gavn – alle andre steder har den frie luftgennemstrømning første prioritet, og det gælder også placeringen af refleksporten direkte bag hver basenhed. Nogle andre producenter har en helt anden tilgang til kabinetdæmpning, men DALI har forlængst bevist, at deres princip fungerer i praksis og kompletter den samlede low-loss-tænkning.

Nederst i kabinettet er det eksklusive delefilter monteret direkte bag på terminalerne, så den elektriske signalvej bliver kortest mulig. Selve terminalskruerne er af meget høj kvalitet, og de tillader alle tænkelige typer af kabeltilslutninger, samtidig med at de sikrer optimal kontakt i hele højttalerens levetid.

Made in Denmark

RUBICON-serien er udviklet, produceret og håndsamlet i Danmark. Bas/mellemtone-enhederne med den banebrydende teknologi er produceret in-house hos DALI, hvilket har været en forudsætning for at kunne opnå de forrygende præstationer. Den store faglige stolthed i dette arbejde og den strenge kvalitetskontrol giver dig en ekstra sikkerhed for, at du får et helt perfekt produkt hjem i din stue.

HiFi Klubbens
Ekspertvurdering

Fordele

  • Perfekt til diskret vægplacering, f.eks. ved siden af TV
  • Velegnet både som front, center og side/baghøjttaler
  • Behøver ikke nødvendigvis at kombineres med separat subwoofer
  • Integreret vægbeslag
  • Særdeles neutralt, præcist og velopløst lydbillede både til musik og hjemmebio
  • Meget flot basgengivelse i forhold til størrelsen
  • Åben, detaljeret og helt uanstrengt mellemtonegengivelse
  • Ikke så strømkrævende som nogle alternativer
  • Eksklusiv finish i højglanslak eller ægte træfiner

Begrænsninger

  • Nogle større traditionelle alternativer præsterer mere og dybere bas

Videoer om RUBICON LCR

Unboxing

Tekniske specifikationer

Frekvensområde (-3dB)59 - 34000 Hz
Kabinet typeBasrefleks
Bi-wireNej
Følsomhed89 dB
Delefrekvens3100 / 14000
Impedans (ohm)4
Diskant29mm Soft dome
Diskant (2)17x45mm Bånd
Bas1x 6.5" Low-loss med træfiber-membran (SMC)

Anbefalede produkter